Succes i skolen! Hvordan du hjælper dit barn!

Dit barn tilbringer mange timer i skole og SFO, og disse institutioner har derfor en central plads i dit barns hverdag. Det er derfor yderst vigtig at skabe et godt samarbejde til gavn for dit barns læring og trivsel. Og hvordan nu lige det?

Det er vigtigt, at du så ofte det kan lade sig gøre har en god kontakt til personale, skaffer dig viden fra diverse forældrefora, at du møder op i skole og institution, bruger lidt tid, taler med ansatte og forældre og ser hvilke venner dit barn ofte er sammen med. Det er vigtigt at deltage i arrangementer hvor du møder andre forældre, og det er vigtig at du selv er aktiv, når det gælder legeaftaler for dit barn.

Så hvad bør du især have af viden som forælder?

Med hensyn til skolen: Klasselærers navn, hvor mange børn er der i klassen, hvordan ser skemaet ud, hvor sidder mit barn i klassen, hvem sidder han sammen med, hvornår spiser mit barn sin madpakke, hvornår har han frikvarter?

Med hensyn til dit barn: Hvilket fag er det bedste, hvilke fag er det værste, rækker dit barn hånden op når han bliver spurgt, hvad gør han hvis han bliver usikker, har han problemer med nogle af sine klassekammerater, og hvad gør han hvis han bliver drillet?

Hjemme skal der være plads til gode vaner omkring lektier eller den daglige ”hjernegymnastik”, som kan være alt fra en stille stund hvor du taler med dit barn om hvordan dagen er gået, til madlavning, kreative indslag, læsetræning, skrivning, tegne osv. Det vigtigste er ikke, hvad du og dit barn laver sammen, men at indføre de gode rutiner omkring en daglig stund, hvor du øver koncentration og samarbejde med dit barn.

Husk:

  • Dit barn skal være oplagt, og du skal selv være tilgængelig
  • Start med kort tid højst 15 minutter, og udvid hvis det går godt
  • Husk at opmuntre, at tilbyde din hjælp og at rose dit barn for indsatsen
  • Undgå at blive forstyrret, sid et rart og lyst sted

For at dit barn hver dag kan være klar til skolen, er det desuden dit ansvar at han kommer i seng i ordentlig tid og er udhvilet, at der om morgenen er god tid, at dit barn medbringer hvad han har brug for til dagen og at han møder til tiden i klassen.

Alt dette kan være afgørende for, at dit barn vil lykkes i skolen!

 

Skrevet af: Petti Kirkeby Ravn den 8. august 2014

Kontakt mig i dag, og få mere positivt samvær i din familie!
Ring til mig på telefon: 22 46 79 04 - eller skriv en e-mail: petti@familiecirkler.dk

Læs mere om min baggrund her