Fem gode råd til jul
Juleaften er en af de aftener, hvor det godt må være som det plejer. Så det er vigtig for børnene at denne aften er hyggelig og fyldt med gode oplevelser.
1. Den svære ventetid: Juleaften behøver ikke at være en dag, hvor der er gaver fra morgen til aften, eller hvor børnene græder over synet af alle de gaver, de ikke må åbne. Det er ikke alle børn, der kan tåle de voksnes behov for et gaveorgie, og de kan måske slet ikke spise eller sidde stille ved bordet i bar spænding. Så enten kan gaverne hentes frem lidt efter lidt i løbet af dagen, eller også kan du vente med at lægge dem under træet til maden er spist.
2. Sammenbragte familier: I mange familier hvor forældrene er skilt skal der laves nye aftaler om traditionerne. Julen er ikke kun et praktisk anliggende men også forbundet med mange følelser, og selv om den nye familie kan bestå af mange nye voksne og børn er det ikke altid løsningen at beslutte at så ”gør vi det bare lidt praktisk eller enkelt” ved at give en gave til hver. Nye traditioner skal forberedes og siges til børnene i god tid. Det er for sent på vej over til mormor eller på vej til far nye kæreste. For ellers er der nok ikke noget at sige til, at barnet foretrækker at blive hjemme
3. Julemiddagen: Husk at spise julemiddagen tidligt. Spisetiden kan sagtens rykkes til lidt tidligere end normalt, så alle kan være med, og børnene ikke skal blive meget længere oppe end deres sædvanlige sengetid. Spis for eksempel klokken 17, hvis I har små børn med. Så er der god tid til at danse om juletræet og pakke gaver ud, før børnene skal i seng. Når det gælder indtaget af slik, sodavand, kager, konfekt og alt det andet guf, der er så rigeligt af i julen, kan det godt betale sig at sørge for, at slikskålene først kommer på bordet efter maden.
4. Gaverne: Lav på forhånd en aftale om hvem der skal dele gaverne ud. Enten går det på skift eller også er det en person som deler gaverne ud en af gangen. Børn kan godt lære, at det at give en gave også er en gave i sig selv. Sæt dig sammen med dit barn og tal om, at farmor bliver vel nok glad, når hun ser hvad vi har fundet på til hende. Og hvad mon mormor siger, når hun ser, hvad du har lavet i børnehaven? På den måde kan du hjælpe dit barn med den svære ventetid. Husk at sørge for, at dit barn får en gave med jævne mellemrum, så det alligevel er til at klare at vente.
5. Den gode gamle jul: Juleaften er og bør være magisk. Vi drømmer måske alle om en jul med masser af gæster, glade børn og voksne, men vi skal også passe på at proppe alt for meget ind på en aften. En juleaften uden kriser får du nemmest, hvis du sørger for at holde de vigtige, hyggelige traditioner i hævd, som du selv elsker ved julen – og husker at gøre det i et tempo, så børnene kan følge med. Hold en juleaften, du kan overkomme og I sammen kan glæde jer til. Det er den sikreste vej til julelys i øjnene hos både store og små.