Fem strategier til at undgå at komme op i “det røde felt”!

Børn lærer gennem den regulering, de får af deres forældre, så den ydre regulering  med tiden, bliver til indre regulering. Det er derfor vigtigt, at du som voksen har gode strategier til at regulere dine følelser i forbindelse med negative situationer, hvor dit barn er udadreagerende.

Du skal med andre ord være dit barns gode rollemodel. Det kræver af dig, at du ikke selv går i affekt og bliver vred eller ked af det, uanset hvor meget ude af balance dit barn kommer. Du skal ikke straffe eller give dit barn ret i alt, men finde måder hvorpå du kan regulere dine egne følelser.  Børn må godt opdage, at verden er frustrerende, og at uenigheder er en naturlig del af det at være menneske og at gro som barn.

I perioder hvor hverdagen driller, og du oplever påvirkninger, som sætter dit forældreskab på prøve, vil du måske komme ud i følelsesmæssige yderpunkter, som gør det sværere for dig at være den far eller du mor du ønsker. Når du er træt, vred eller er ramt af sygdom, kan dine sædvanlige forældrefærdigheder blive påvirket på en uhensigtsmæssig måde og du kan måske synes at kvaliteten af dit samvær i familien er for nedadgående.

Det kan derfor være forebyggende, at du selv arbejder med strategier til at regulere egne følelser. Tænk på en typisk situation, hvor du ønsker at håndtere situationen på en mere hensigtsmæssig måde. Planlæg en strategi, som kan hjælpe dig med at regulere følelsen:

Skab fysisk afstand: Gå væk, gå en tur, ring, se tv, brug time out

Skab psykisk afstand: Tæl til ti, træk vejret dybt, lyt til musik, tænk på noget rart

Løsn op: Skift emne, brug positivt kropssprog, spørg ind, tilbyd valg eller kompromis

Fokuser på din styrke: Jeg kan klare det, se objektivt på det, ned i tempo, tænk/ikke handle

Skift perspektiv:  Fortstå den anden, brug aktiv lytning, se din egen rolle, opsummer

Lad være med: At give gode råd, afbryde, kritisere, konkludere og forsvare dig selv!

HUSK: Børn gør ikke det de voksne siger, men det de voksne gør!

 

 

Skrevet af: Petti Kirkeby Ravn den 11. april 2014

Kontakt mig i dag, og få mere positivt samvær i din familie!
Ring til mig på telefon: 22 46 79 04 - eller skriv en e-mail: petti@familiecirkler.dk

Læs mere om min baggrund her