Hvordan du hjælper dit barn med de svære følelser

At vokse op betyder udfordringer for både forældre og børn. Mens børn øver sig på at rumme deres følelser, øver forældre sig i måder at hjælpe deres barn. Det kan i høj grad være svært at bevare roen og overblikket når dit barn giver los for følelserne, især når du samtidig skal lede efter de rigtige ord.

Børn har ikke så mange værktøjer til at regulere følelser. Og for at give dem nye er det nødvendig både at bruge tid og ord for at vise dem at vi er der for dem og at vi er i stand til at hjælpe dem igennem det som er svært.

Hvis vi selv ikke har så mange værktøjer kan det være en rigtig stor udfordring. Måske har vi uden at være klar over det nogle vaner med fra egne forældre, nogle brugbare nogle mindre hensigtsmæssige. Men vi har også muligheden for at gå nye veje og ændre på noget for os selv og vores børn.

Her er hvad du kan gøre: Giv følelsen et navn, det hjælper dit barn til nemmere at kunne give udtryk for egne følelser på et senere tidspunkt. Når du aktiverer den rationelle del af dit barns hjerne, vil den emotionelle del falde mere til ro. Når dit barn kan identificere følelsen i sig selv, vil det være nemmere at få øje på den samme følelse hos andre og vide hvordan han skal reagere på det.

Selvfølgelig ved du ikke altid hvad dit barn føler men vi kan hjælpe med at gætte:

”Jeg gad vide om du føler dig virkelig irriteret!”

”Du ser rigtig trist ud.”

Jeg kan høre at du er virkelig ude af dig selv lige nu.”

”Det er virkelig hårdt lige nu.”

Måske har du tidligere prøvet at aflede eller minimere det som lige er sket. Måske har det også virket på den korte bane. Men for det første virker det at aflede kun når børn er yngre, for det andet lærer dit barn ikke hvad han skal gøre med sine store følelser. Måske handler det også om, at du selv har svært ved at se dit barns store følelser, eller at de kommer til udtryk nede i supermarkedet, hvor andre forældre kigger med.

Dit barn har brug for din hjælp til at forstå og give mening til sine følelser. Jo mere hjælp de får når de er yngre, jo nemmere er det for dem senere at kunne rumme egne følelser. Du kan for eksempel sige:

”Du faldt og slog din hånd, av for den da.”

”Du ville så gerne blive lidt længere på legepladsen og nu er det blevet mørkt.”

”Det ville være så dejligt hvis vi kunne lege til sent om aftenen.”

”Du vil så gerne lege med den cykel nu.”

Når du hjælper dit barn med at sætte ord på følelser nu, så giver du ham et værktøj han kan bruge resten af livet. Lige nu er det svært men øvelse gør mester! Måske synes dit barn ikke at du har sagt de rigtige ord, måske har han brug for noget ro til sig selv, men det er fordi følelserne ikke er faldet helt på plads endnu. Måske kan du tilbyde din hjælp, måske et kram når dit barn er parat, måske hjælp til at tale med den ven som dit barn er blevet uvenner med, måske tilbyde et alternativ til det som dit barn gerne vil lige nu.

Når du sætter ord på følelser, forklarer og kommer med forslag til hvordan dit barn kommer videre så giver du dit barn de fundamentale værktøjer, som han har brug for når han vokser op. Men som med alle ny ting. De kræver tid og øvelse!!

Skrevet af: Petti Kirkeby Ravn den 25. juli 2018

Kontakt mig i dag, og få mere positivt samvær i din familie!
Ring til mig på telefon: 22 46 79 04 - eller skriv en e-mail: petti@familiecirkler.dk

Læs mere om min baggrund her