Få familiens morgener på skinner! Rutiner og god tid er geniale til at undgå morgenstress!

Ferien er forbi og det kan være svært at komme op i gear. Både voksne og børn har været helt nede i tempo og især for dit barn kan det være svært at komme i gang igen. De lange feriemorgener med masser af tid til sjov og afslapning er nu afløst af den mere travle hverdag.

Især hvis der mangler tid, struktur og gode rutiner i din families morgener, kan det hjælpe at sætte system i morgenens gøremål.

En god morgen starter altid om aftenen. Det er ligeså vigtigt for dig som for dit barn, at der er det fornødne overskud til en ny dags udfordringer. Du kan ikke styre, om der kommer en urolig nat, men du er selv herre over, hvornår du kommer i seng. Dit barn har brug for mere søvn, end du måske regner med, 11 timer når man er 5 år.

Planlægning er en forudsætning for ro på morgenfronten, og jo mere du har ordnet af madpakker, tøjvalg, pakning af skoletaske osv., om aftenen, jo mere tid er der til, at lade dit barn komme til stede med hele sig. En del af den gode familietid kan sagtens ligge om morgenen med tid til ro og hygge, men det kræver at du står op i god tid.

En god ordning er også at dele morgenen op i mindre opgaver, hvor du giver en besked til hvert trin. En morgen bliver ofte stresset, fordi vi voksne skal nå så meget på så kort tid, og du kommer måske til at give alt for mange beskeder til dit barn på en gang. Så ro på, en besked af gangen fulgt op med ros og opmuntring.

Når du har den samme rytme hver dag, gerne understøttet med piktogrammer, der gør den visuel, bliver dit barn hurtigt fortroligt med, hvad der skal ske. Husk at give dit barn ansvar for egen påklædning så tidligt som muligt, det giver også dig mere overskud til en rar start på dagen.

Din rytme kan indeholde: Stå op, gå på badeværelset, vaske hænder, vaske sig, tøj på, rede hår, rede seng, spise morgenmad, børste tænder, pakke taske og overtøj på. En god ide, så der er god tid, kan være, at du indlægger tid til alt det som kan gå galt, en buffer på et kvarter til når lille Anna alligevel ikke vil have den bluse på, når der bliver spildt mælk på yndlingsbukserne osv. .

Husk at evaluere på det som hver dag går galt! Er det altid når dit barn skal vaskes, er det når morgenmaden skal sættes væk? Se på din rutine, tag fat der hvor det kokser, og du vil sikkert opleve at din morgen hurtigt bliver ok.

God dag til dig og familien!MR900434419

Skrevet af: Petti Kirkeby Ravn den 22. august 2014

Kontakt mig i dag, og få mere positivt samvær i din familie!
Ring til mig på telefon: 22 46 79 04 - eller skriv en e-mail: petti@familiecirkler.dk

Læs mere om min baggrund her