Fem trin til mere positivt samvær i familien
Børn og samværet med dem, er noget af det vi forældre mener, giver vigtigt indhold i livet. Sammen med vores børn har vi en masse dejlige og positive oplevelser. Men naturligt nok indebærer familielivet også udfordringer og konflikter. Nogle konflikter, hører til det at blive formet som menneske, andre som vedrører hverdagens rutiner, er måske dem vi alle helst vil være foruden.
Sund fornuft, systematik, tydelige forventninger og positiv tilgang giver tryghed, såvel hos den voksne, som på den måde ved hvad hun skal gøre, samt hos barnet, som ikke behøver at bryde sin hjerne med selv at skabe rammerne. Det overlader barnet trygt til den voksne!
Giv en god besked:
Kort fortalt, er den gode besked, et udsagn efterfulgt af en forventning. Husk at være anvisende, sige hvad dit barn skal starte med (startbesked), ikke hvad hun skal stoppe med (stopbesked)! Sig “Jeg vil gerne have, at du hænger jakken på knagen.” I stedet for ”jeg vil ikke have, at du smider jakken på gulvet.”
Afskaf ordet ikke:
Hver gang du bruger ordet ikke, ”du må ikke hoppe i sofaen,” glemmer du at fortælle dit barn, hvad det er, du egentlig gerne vil have, hun skal gøre i stedet for. “Jeg vil gerne have, at du sætter dig ned i sofaen.” Hvis du kommer til at sige ikke, skal du huske altid, at følge op med en anvisning. ”Jeg vil ikke have, at du råber så højt.” ”Jeg vil gerne have, at du taler med lav stemme, når vi er indenfor.”
Et spørgsmål er et valg:
En god besked er kort og uden spørgsmål. I nogle situationer har dit barn et reelt valg, i andre er du bare høflig og mener egentlig ikke, at dit barn har lov til at vælge. ”Vil du være sød at tage sko på, vi skal i skole nu?” ”Vil du godt holde op med at drille din lillesøster?” ”Vil du godt gå i seng nu?” Alle er de eksempler på beskeder uden et reelt valg! Dit barn skal jo have sko på og i skole, søskende skal tale ordentligt til hinanden og dit barn skal også i seng om aftenen!
Vis mere, tal mindre:
Hvis du gerne vil lære dit barn nye rutiner, er det vigtig at vise, samtidig med at du forklarer. Hvis du gerne vil lære dit barn at rydde op, må du sige hvad dine forventninger er, samtidig med at du viser dem. Forklar, vis og ikke mindst, øv de nye rutiner, måske over flere dage.
Husk at rose:
Put ti enkroner i din lomme hver morgen og husk at flytte en krone over i den anden lomme, hver gang du roser dit barn. Mindst fem af dem skal skifte plads hver dag. Øvelsen giver dig øget fokus på, hvor vigtigt det er, at du roser, når du gerne vil hjælpe dit barn til at lære de nye rutiner. Du skal rose dit barn mindst fem gange, for hver gang du irettesætter.
”Den adfærd du giver opmærksomhed får du mere af!”