Hvordan du undgår, at hver dag bliver som at besøge et nyt supermarked!

Rutiner er eksekutiv økonomitænkning!

Kender du det! Du er på ferie og skal handle i det lokale supermarked. Butikken har samme navn som din hjembutik, men indretningen er radikalt anderledes. Mel, mælk og kaffe står helt andre steder, end det du er vant til. Det kræver både tid, overskud, ny læring og kan være temmelig anstrengende.  Nøjagtig på samme måde er det også for dit barn, hvis hverdagens rutiner hver dag er forskellige.

Rutiner og struktur giver sammenhæng og overblik for dit barn, og de skaber forudsigelighed og tryghed, så der bliver plads i dit barns hjerne til at være barn, lege og ha’ det sjovt. Struktur og rutiner skal altid tilpasses individuelt og efter dit barns alder og funktionsniveau, og struktur skal være udviklende, ikke begrænsende.

Struktur giver overskuelighed i en travl hverdag, dagene og de daglige rutiner bliver ensartede, og det giver dit barn en god rytme, hvor dagens gøremål bliver gentaget og er forudsigelige.

Så før du planlægger spørg dig selv:

  • Hvad skal vi lave? – indhold
  • Hvorfor skal vi lave det? – skaber mening
  • Hvornår skal vi lave det? – tidspunkt
  • Hvor skal vi lave det? – placering
  • Hvem laver vi det med? – voksne og børn
  • Hvordan laver vi det? – metode
  • Hvor længe laver vi det? – tidsperspektiv
  • Hvad skal vi lave bagefter?

Gode rutiner starter altid med god planlægning. Nye rutiner kræver træning, og du må nødvendigvis følge op med ros og opmuntring til dit barn. Ikke alle dage kan være som forventet, konflikter og udfordringer er en del af livet. Juster hvis kravene er for store, eller hvis opgaverne skal være mere konkrete. Tænk over mulige andre strategier, brug afledning, regulering af dine følelser og husk altid at fortælle dit barn hvad han må, i stedet for hvad han ikke må.

Gør minuskrav til pluskrav!

 

 

 

Skrevet af: Petti Kirkeby Ravn den 18. juli 2014

Kontakt mig i dag, og få mere positivt samvær i din familie!
Ring til mig på telefon: 22 46 79 04 - eller skriv en e-mail: petti@familiecirkler.dk

Læs mere om min baggrund her